Gallo gartneriet

Naturbaseret recovery og hjælp-til-selvhjælp  i et venligt arbejdsfællesskab, primært for unge og voksne med psykisk og/eller social sårbarhed. 

 

Dette fristed i grønne omgivelser tilbyder en meningsfuld beskæftigelse i hverdagen samt et mangfoldigt og venligt arbejdsfællesskab, og er et tilbud både af kortere eller længere varighed alt efter den enkeltes behov.

Se også ‘Tilbud til dig’ og ‘Bliv Frivillig’

 

Som medlem af foreningen støtter du dette almennyttige arbejde.

Se også ‘Bliv Medlem’ 

 

 Vi er et bynært småskala økologisk dyrket gartneri i Risskov mellem Aarhus-bugten og den gamle park ved det forhenværende Psykiatriske Hospital. Fra boden ved vejen sælger vi alt, hvad vi producerer af grøntsager, frugter, blomsterbuketter, bær, nødder og honning mm.

 

Som 100% selvstændig non-profit forening og Registreret Socialøkonomisk Virksomhed (RSV) anvender Gallo Gartneriet indtægterne fra boden direkte og ubeskåret til at skabe arbejdspladser, praktikker, frivillighed og socialt venligt fællesskab for mennesker med psykisk- og ofte også social sårbarhed og til at skabe løsninger indenfor sundhed og miljø.

 

Se også ‘Støt os’.

 

Boden  blev i 2025 nomineret til Byens Bedste Specialbutik, hvilket vi blev ovenud glade for, da hver enkelt buket og grøntsag, hvert bær og frugt bliver sat til salg i boden med stor glæde og med stolthed over at bidrage til glade kunders hverdag.

 

I ‘Haven’ arbejder alle sammen om en fælles interesse, – nemlig om jordens frugtbarhed og skønhed, og snak om evt. sygdom fylder ikke. Her kan man have sygdom og sårbarhed og samtidig være fri for at det fylder, netop fordi arbejdet og fællesskabet om jorden, planterne, vandet, luften, solen, regnen, de små insekter og alt den frugtbarhed, er det man mødes om og er optagede af.

Det er det, der fylder.

 

“Når jeg arbejder her i haven, så føler jeg mig rask, og så ved jeg, at jeg også kan være rask. Jeg kan arbejde sammen med andre, alle er bare virkelig rare, og jeg kan også arbejde for mig selv, for det har jeg også brug for. Jeg får det bare bedre og bedre også derhjemme og andre steder. Jeg har lyst til mange flere ting, og jeg tør også nu”.

(citat fra ung deltager)

 

Gallo Gartneriets røde GalloHane er i høj grad optaget af arbejdet med jordens frugtbarhed og diverse skønne liv, som en farbar og virksom vej mod Recovery med meningsfuld samfundsrelevant beskæftigelse og læring i et venligt ‘hjælp-til-selvhjælp’ arbejdsfællesskab. Samtidig har den et vågent øje på aftabuisering af psykisk sårbarhed og -sygdom.

 

Den røde GalloHane har fra starten af 1980’erne været alle Gallo Aktiviteters symbol på modstandsdygtighed overfor nedbrydende og undertrykkende kræfter. “Gallo” er spansk og betyder “hane”, men ordet giver tillige associationer i retning af noget dynamisk og kritisk.

Psykisk sårbarhed/sygdom og social udsathed kan ofte virke undertrykkende på den enkeltes kreative drømme og skabende ressourcer i forhold til mange af livets forhold, ikke mindst også pga. den stigmatisering, som til tider følger med; særligt vedrørende det faktum at vedkommende ikke deltager aktuelt eller permanent på det ordinære arbejds- eller uddannelsesmarked.

Alle Gallo Aktiviteter tilbyder unikke muligheder for at være virksom i meningsfuld skabende beskæftigelse, gennem arbejde, kunst, læring og venlige fællesskaber, som veje mod øget livsmod og selvstændig handleevne. Se også Gallo Huset, Gallo Skolen, Galleri Gallo og Gallo Kristerådgivning & Værested.

Kontakt os:
Tlf. nr. 26 16 51 98
gallogartneriet@gmail.com

 

Følg med i hvad der sker i haven: