Støt os
Støtte fra private og virksomheder er essentielt for, at vi fortsat kan gøre en forskel for psykisk sårbare, der gennem vores tilbud finder vejen tilbage i et godt arbejdsliv.
Vi er en non-profit forening og en socialøkonomisk virksomhed som i høj grad er drevet af frivillige kræfter. Al indtjening går direkte til drift af Gallo Gartneriets virke for at skabe arbejdsliv- og positiv fællesskabstilknytning for unge og voksne mennesker, der har en svær dagligdag pga. psykisk sygdom- og sårbarhed. Vi har mellem 10 – 12 ansatte (primært skåne- og fleksjobbere, samt en ordinært ansat leder) og cirka 35 frivillige, herunder også en 5-personers frivillig bestyrelse. I 2025 er Gallo Gartneriet blevet godkendt som oplæringsvirksomhed til uddannelsen Global Organic Farmer på Kalø Økologiske Landbrugsskole, og elevlønnen betaler Gallo Gartneriet, hvoraf en del refunderes. Både elev-forløb såvel ansættelse af skåne- og fleksjobbere er områder, vi gerne vil udbygge for at give mennesker mulighed for professionel udvikling og Gartneriet for at vokse.
Vi har en lille administration og et sparsomt budget, hvor vi får rigtig meget ud af de penge vi har. Kender du en, der vil lave og udvikle hjemmesiden for os, så giv meget gerne lyd.
For cirka 2 milloner kr. om året tilbyder vi:
- Et inkluderende og udviklende arbejdsfællesskab for unge og voksne psykisk sårbare og psykiatribrugere.
- At drive et økologisk dyrket gartneri, der fremmer biodiversitet og jordens frugtbarhed.
- Salg af vores egne produkter fra boden på Rolighedsvej i Risskov.
- At være en arbejdsplads, hvor alle medarbejdere inddrages i beslutningsprocesser og planlægning og gradvist tilbydes autonomi og ansvar og dermed hjælp-til-selvhjælp indenfor gartneriets trygge inkluderende rammer.
Du kan støtte os med Donationer
Vi tager imod fysiske og finansielle donationer med stor taknemmelighed.
Du bestemmer selv, om vi må nævne dig som donor eller om du vil forblive anonym.
Finansielle donationer op til 10.000 kr. kan sendes via mobilpay til: 95523. Skriv venligst “Donation” i tekstfeltet.
Hvis du vil donere et større beløb eller en fysisk donation, skriv endelig til gallogartneriet@gmail.com
Vi viser gerne rundt i haven og byder på en kop kaffe eller te af urter fra haven.
Sponsorater
Som lokal virksomhed har du mulighed for at støtte foreningen og samtidig blive synlig i lokalområdet. Vi omtaler vores sponsorer i vores nyhedsbrev til det lokale fællesskab og viser virksomhedens logo på vores hjemmeside.
Med dit sponsorat bidrager du til et lokalt grønt fællesskab og et socialt formål – at skabe en inkluderende arbejdsplads for psykisk sårbare.
Ved interesse skriv gerne til gallogartneriet@gmail.com
Gallo Gartneriet
Postadr.: Blåmunkevej 6, 8240 Risskov.
Mail: gallogartneriet@gmail.com
Tlf: +45 26165198